Bregnballe, T & Eskildsen, J 2002, Menneskelige indgreb i danske skarvkolonier 1994-2001 : Naturovervågning . Arbejdsrapport fra DMU, bind 162, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet .
بيانات النشر:
Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2002.
Findes kun elektronisk. I Danmark voksede ynglebestanden af skarv (mellemskarven Phalacrocorax carbo sinensis) fra nogle få hundrede par i begyndelsen af 1970erne til omkring 40.000 par i anden halvdel af 1990erne. Derved øgedes omfanget af konflikter mellem skarver og bundgarnsfiskeri samt andet fiskeri i Danmark. Derfor indførte Skov- og Naturstyrelsen i 1994 en forvaltningspraksis hvor statsskovdistrikterne og private lodsejere fik mulighed for at bortskræmme skarver der forsøgte at danne nye kolonier. Desuden fik statsskovdistrikterne mulighed for at behandle (ødelægge) skarvæg i nydannede kolonier på jorden. I denne rapport beskrives de menneskelige indgreb der fandt sted efter den nye forvaltningspraksis blev indført. Det vurderes hvorvidt disse indgreb har haft en bremsende effekt på dannelsen af nye skarvkolonier, og om de har indvirket på størrelsen af den samlede ynglebestand i Danmark. Endelig evalueres de enkelte metoders egnethed til at afværge dannelsen af nye skarvkolonier. Fra 1995, hvor Skov- og Naturstyrelsen indførte et 'stop for dannelsen af nye kolonier', til 2001 er der hvert år foretaget indgreb i 4-15 kolonier. I disse år varierede det samlede antal skarvkolonier i Danmark mellem 32 og 52. Den hyppigst anvendte legale metode til at hindre dannelsen af nye kolonier var at sprøjte æggene med paraffinolie hvorved fostrene blev kvalt og skarverne derefter kunne ruge videre uden at æggene klækkede. Den næsthyppigste metode var at forstyrre eller bortskræmme skarverne. Især store kolonier blev udsat for illegale indgreb. Disse bestod oftest i at ødelægge redernes indhold eller i at udsætte landrovdyr, især mink. I omkring 20 skarvkolonier resulterede indgrebene i nedsat ynglesucces i ét eller flere år. I alt gik redeindholdet tabt i 15.000 reder som følge af menneskelige indgreb i perioden 1994-2001. Omkring halvdelen af disse tab skyldtes illegale indgreb. Med de gennemførte indgreb er det i nogen grad lykkedes at afværge dannelsen af nye skarvkolonier i Danmark. I 10 (63%) ud af de 16 tilfælde hvor der legalt blev grebet ind imod skarvers første forsøg på kolonidannelse på en ny lokalitet, vendte skarverne ikke tilbage året efter. Til sammenligning vendte skarverne ikke tilbage til 4 (19%) af de 21 lokaliteter hvor de kunne yngle uforstyrret i det første år. Beskydning (der i nogle tilfælde indbefattede nedlæggelse af skarver) var den mest effektive metode til at undgå at skarver vendte tilbage året efter. I 11 (85%) ud af 13 tilfælde med beskydning kom skarverne ikke tilbage året efter. Tallet var 9 (24%) ud af 38 tilfælde hvor skarvernes æg blev sprøjtet med olie, eller ynglesuccesen blev reguleret på anden vis. I nogle tilfælde var det muligt at hindre at skarvers kolonidannelse alene ved hyppig menneskelig færdsel. De legale indgreb havde ofte en dæmpende effekt på væksten i de kolonier som fortsatte med at eksistere trods menneskelige indgreb. Den andel af kolonier som havde en fortsat vækst i årene efter koloniens etablering, var lavere for gruppen af kolonier hvor indgreb havde fundet sted end for gruppen af kolonier uden indgreb. Det forudsiges at en fortsat indgriben på samme niveau som beskrevet for årene 1994-2001 vil medføre at ynglebestanden af skarver i Danmark stabiliserer sig på et niveau der ligger mindst 4.000 ynglepar under det niveau bestanden ville stabilisere sig på hvis ingen indgreb finder sted. Rapportens konklusioner om hvordan indgreb bør og ikke bør udføres, kan sammenfattes i følgende punkter: oHvis dannelsen af en ny koloni ønskes afværget, og det på lokaliteten kan forsvares at anvende bortskræmning, bør denne igangsættes straks skarverne bliver yngleaktive, dvs. før de bygger rede og lægger æg. oIntensiteten af bortskræmningen bør være høj, og bør gentages straks skarverne viser sig på lokaliteten om foråret. Der bør anvendes flere metoder i kombination, og det bør undgås at bortskræmningen bliver forudsigelig. oBeskydning (inklusive afgivelse af skræmmeskud) er den mest effektive metode til bortskræmning. Beskydning kan med fordel kom-bineres med brug af gaskanon og menneskelig færdsel i koloniområdet. oVed bortskræmning i nydannede kolonier på jor-den kan anvendelse af hyler (mekanisk menneske-attrap der afgiver hylelyde) an-be-fa--les. Ved anvendelse af hyler må man regne med at andre arter også kan blive forstyrret. oI nydannede jordkolonier er sprøjtning af æg med paraffinolie en anbefalelsesværdig metode selvom den som regel ikke medfører at skarverne afholder sig fra at vende tilbage til lokaliteten året efter. Gennemføres sprøjtningen af æg årligt, vil det med stor sandsynlighed kunne undgås at kolonien vokser sig stor. oDet bør undgås at foretage forsøg på bortskræmning i eksisterende mellemstore og store kolonier idet sådanne indgreb kan fremme skarvernes spredning til nye lokaliteter.
