Mange interventioner har fokus på problemer hos det enkelte menneske og er ofte meget individualiserede. Men hvad sker der, når indsatsen er en invitation til et fællesskab? Hvordan kan den aktuelle trivselskrise imødegås gennem brobygning og fællesskabende praksisser? I fællesskabende praksisser kan hjælp forstås som en del af et kollektivt ’arbejde’ med at udvikle og forandre lokale deltagelsesmuligheder, hvorved den enkelte samtidig udvikler personlige livsmuligheder. Bogen argumenterer for, at vi kan imødegå en omsorgskrise i velfærdsstaten gennem øget opmærksomhed på, hvordan fællesskabende praksisser skabes og udvikles på tværs af kontekster og positioner, f.eks. på tværs af lokale fællesskaber, institutioner og policy i velfærdsstaten. Bogen taler således for at fremme ’vilde’ og demokratiske former for samskabelse. Med dens begreb om fællesskabelse kombineres en politisk og administrativt velfærdsstatslig tilgang med et fokus på, hvordan fællesskaber skabes både nedefra og sammen af borgere, frivillige og andre aktører. En sådan samskabelse kan skabe fælles handlemuligheder gennem øget demokratisk deltagelse.
